Statsminister Mette Frederiksens nytårstale
God aften.
I dag tager vi fat på et nyt år.
Må det blive lettere end det gamle. Må det blive lyst og fyldt med optimisme og handlekraft.
Vi har igen oplevet en jul og et nytår i coronaens skygge. Stigende smitte. Mange i isolation. Det har været en svær tid. Og er det fortsat.
Men i aften vil jeg ikke primært tale om corona.
Jeg vil tale om vores fælles og vidunderlige Danmark. Et land, der i geografi er så småt. Men i evner, værdier og muligheder så stort.
Der er gamle og nye udfordringer, vi skal have løst. Vores udgangspunkt er godt.
Vi har den højeste vækst i 15 år. Og den laveste arbejdsløshed i 12 år.
Jeg er selv barn af 80'erne. Jeg kan huske, da familiemedlemmer og min fars kolleger sad i køkkenet med nedslåede blikke, da massearbejdsløsheden ramte landet.
I dag er det omvendt. Aldrig før har flere været i arbejde. Dansk økonomi er bomstærk. Nu skal vi forlænge opsvinget.
Og først og fremmest. Skal vi løse vores tids største og vigtigste udfordring: Klimakrisen.
Vi skal kollektivt være lige så utålmodige, som kloden har brug for.
2021 var et år, hvor vi - med brede aftaler - tog afgørende skridt på vejen mod en grøn fremtid.
Danmark er igen det grønne foregangsland, vi ønsker at være. Det skal give os mod på endnu mere.
De stigende temperaturer er ved at ødelægge vores jordklode.
Jeg ved, at mange er bekymrede. Hvordan bliver vores fremtid? Og børnenes? Og børnebørnenes?
Jeg kan love jer én ting. Det politiske flertal, der lige nu er i Danmark. Vi svigter ikke. Vi gør det, der skal til. Det er vores løfte. Det er mit løfte.
I år vil vi træffe beslutning om en ny og ambitiøs afgift på CO2. Den skal sikre, at de virksomheder, der belaster klimaet, selv betaler for deres udledning.
Mange er allerede i gang med at omstille sig. For andre vil det tage længere tid.
Men udgangspunktet er enkelt. Det danske princip om, at de bredeste skuldre skal bære mest. Det skal også gælde i den grønne omstilling: Hvis du udleder CO2 - så skal du betale.
Dét er det mest rimelige.
Når andre lande i verden er for langsomme. Så skal Danmark gå foran. Og hæve barren endnu mere.
Det gælder også flytrafikken. At rejse er at leve, og derfor flyver vi. Men det er samtidig skadeligt for vores klima.
Tænk, hvis Danmark kan være med til at løse det problem.
Vi skal gøre det grønt at flyve.
Derfor vil regeringen sætte et ambitiøst mål: Senest i 2025 skal danskerne have mulighed for at flyve grønt på en indenrigsrute. Og senest i 2030 skal vi kunne flyve helt grønt, når vi flyver indenrigs i Danmark.
Bliver det svært? Ja. Kan det lade sig gøre? Ja, det tror jeg. Vi er allerede på vej. Dygtige forskere og virksomheder arbejder på løsningerne.
Lykkes vi med det. Så vil det være et grønt gennembrud. Ikke bare for Danmark. Men for hele verden.
Hvis der er noget, de seneste år har lært os. I håndteringen af store kriser. Så er det, at vi aldrig må tøve.